Tips til dit visitkort

Alle med nogen form for kundekontakt har i dag et visitkort, men udnytter du nu også pladsen på dit visitkort til at vise, hvad du kan tilbyde? De fleste har et visitkort med tryk på 1 eller 2 sider, der ofte blot viser logo, kontaktdata, titel og måske et billede. Men i mange tilfælde siger selve firmanavnet ikke noget om, hvilken branche man er i. Eksempelvis fordi et familienavn ligger til grund for firmanavnet, som vi kender det fra fx Mærsk, Ford og McDonald’s – eller fordi firmanavnet er kort og anderledes som fx ved Apple, Google og Starbucks. Så du kan lige så godt sætte dine kompetencer eller produkter på bagsiden af visitkort, så folk faktisk kan se, hvad du kan tilbyde.

Jeg har selv valgt denne løsning (som du kan se til højre), og jeg vender faktisk altid denne side opad, når jeg uddeler mit visitkort. Det får folk til nærmest instinktivt lige at kigge nærmere på, hvad der står – og dermed ser de også, hvad jeg ellers kan tilbyde dem. Det er ofte en optimal måde at indlede en relevant dialog på.

Så næste gang du trykker visitkort, kunne du lige overveje, om du ikke skulle smide et par produkter/kompetencer med. Det koster jo ikke mere end nogle få hundrede kroner at få trykt et lille oplag, som du kan teste med. Og de penge kan hurtigt tjene sig selv hjem igen, så det er rigtig godt givet ud.

Hvis du ikke lige ved, hvordan du skal udnytte pladsen på dit visitkort til at præsentere dine produkter/kompetencer bedst, så er du selvfølgelig velkommen til at kontakte mig og få et uforpligtende tilbud på dette.

 

Dette er et indlæg i vores nyhedsbrevserie Markedsføringtips.

Marketingtips

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips til din markedsføring 3-6 gange årligt. 



Check din mailboks for bekræftelse af tilmeldingen!