Har din Facebook reach ændret sig? Fra starten af 2018 har Mark Zuckerberg & Co. varslet store ændringer for brugernes Facebook feed. Det resulterer i, at mange oplever en langt ringere organisk Facebook reach. Og hvad gør du så?

Når den organiske Facebook reach for dine opslag pludselig bliver markant mindre, så er gode råd dyre. Især hvis man lytter til Facebook, da løsningen (ifølge Facebook selv) er at booste flere opslag og altså smide en større del af annoncebudgettet efter Facebook.

Vi har dog altid fokuseret på organisk Facebook reach.

Sådan får du bedst organisk reach på Facebook i 2018!

Der er tre tilgange, du i første omgang kan teste. Flere af dem kan lyde lidt mærkværdige, da de omhandler “tricks”, der er modsat det, du måske hidtil har gjort.

#1 – Drop nu den “Spray and pray” stil

I lang tid har det heddet sig, at man bare skal skyde en masse opslag ud på Facebook, og så er der forhåbentlig noget, der får fat. Udfordringen er bare, at de brugere, der har sat notifikationer på dine opslag, kommer til at deaktivere dette. De gider ikke høre fra dig 10 gange om dagen. Og desuden får du en masse dårlig historik, der påvirker Facebook algoritmen negativt.

Gå i stedet efter de opslag, der normalt virker bedst. Hold fokus på kvalitet frem for kvantitet!

Vi har set flere tests, hvor antallet af opslag er halveret i en periode, og sidens organiske reach samtidig er tredoblet.

Husk på, din almindelige virksomhed eller butik kan alligevel ikke konkurrere med de store nyheds- og underholdningsvirksomheder.

Det er dog altid en god idé at se, hvad der virker for andre (opslag med mange reaktioner, kommentarer og delinger) og forsøge at imitere dette.

Undgå dog tydelig kopiering, og gør det i stedet personligt og relevant. Ellers virker det næppe.

Vigtigst! Ingen clickbait… det er en tis-i-bukserne løsning. Det virker måske et par gange, men backlash kommer også, når brugerne helt dropper at følge din side.
Desuden bliver clickbait også straffet mere disse dage og påvirker Facebook algoritmen negativt.

Drop "Spray and pray" på Facebook

#2 – Trafik må ikke være dit primære formål. Det skal være engagement

Forsøg så vidt muligt at få brugerne til at skabe indhold på din side. Når brugerne bliver involveret, får du aktiveret deres Facebook forbindelser, og så spredes dine opslag som ringe i vandet.

Test fokus på bruger-genereret indhold ved at:

  • Få dine følgere til at dele relevante billeder
  • Bede dem om at give gode råd
  • Spørge om deres holdning til et produkt eller interesse omkring en ydelse.

Brug hashtags, nævn andre grupper eller virksomheder, og få (især) gerne folk til at tagge andre. Det er den bedste måde at få rækkevidde.

Du må dog ikke direkte kræve, at dine følgere skal tagge andre. Derimod kan du skrive et oplag, der får dem til at tagge andre.

Det kan være formuleringer som: “Hvem ville du dele denne flaske rødvin med?” eller “Kender du nogen, der gerne vil uddanne sig inden for HR?”

Det primære er reelt “bare”, at du skal have Facebook brugerne til at blive aktivt involverede.

Dine Facebook opslag skal have flest mulige:

  • Kommentarer
  • Reaktioner
  • Delinger

Glem derfor clickbait for at skaffe hurtig trafik, og fokusér i stedet på det personlige. Selv hvis du har interesse i trafik, så bør målet være at få brugerne engageret og ikke “bare” til at klikke.
Det har Facebook ingen interesse i, og derfor bliver denne type opslag ikke organisk boostet via deres algoritme.

Er du i tvivl om, hvordan du laver opslag, der får folk til at reagere? Så læs vores markedsføringstip 7 Gratis Metoder til at øge din Facebook Reach >

#3 – Brug Facebook grupper

Hvis ikke du har kommunikeret via Facebook grupper, så er det nu, du skal se nærmere på dette. Der findes grupper for alverdens interesser og produkter, så der er nok at give sig i kast med.

Desuden har Facebook selv fortalt, at de vil fokusere på (og booste) grupper frem for sider. Det giver derfor mening at deltage aktivt i grupper og dele indhold (såfremt det er tilladt) fra din egen side. Undgå dog endelig spam-opslag. Fokusér i stedet på at bidrage positivt og konstruktivt til samtaler i grupperne. Det er det lange seje træk ved ægte engagement, der vil give pote i sidste ende.

Eller du kan lave din egen Facebook gruppe med udgangspunkt i dine produkter eller ydelsers niche. Arbejder din virksomhed med konflikt- eller stresshåndtering, så lav en gruppe med gode råd om dette. Laver I baby legetøj, så lav en gruppe med fokus på dette.

Husk dog på, at især grupper skal have en aktiv dialog mellem flere mennesker, og du skal derfor bruge grupper til dette formål.

Bliver det en reklameportal, vil gruppen ikke være interessant for andre at være med i, og så dør gruppen en stille død. Og din virksomhed kan desuden ende med at efterlade et dårligt indtryk.

Huskeregel: Hold fokus på dialogen

Vi er på vej væk fra det automatiserede og tilbage til det mere personlige og aktuelle. Det betyder ikke, at man skal droppe “automation” og tekniske løsninger. Men fokus skal være på at give den bedste oplevelse til brugeren, og ikke den nemmeste/hurtigste løsning for dig. Så vinder du aldrig i det lange løb.

Det er fint at bruge teknik til planlægning, men forsøg at skabe relationer online, så du taler med følgerne frem for bare at tale til dem.

Så længe automation-løsninger beholder det personlige præg, så er det fint. Bare det ikke går over til en “spray and pray”-stil, hvor du kyler opslag ud i hovedet på følgerne uden at indgå i en dialog.

Facebook reach i 2018

Hvad med LinkedIn?

Groft sagt ser vi i stor stil, at det, der virkede på Facebook for 5 år siden, lader til at fungere ret godt på LinkedIn nu.

Det vil sige firma- eller arbejdsrelaterede opslag, der har et mere personligt twist.

Det kan f.eks. være personlige erfaringer eller oplevelser samt det at give (eller efterspørge) gode råd.

Brug gerne “teaser” indhold, der i modsætning til clickbait giver noget konkret og brugbart, når en bruger klikker sig videre til din hjemmeside. Landingpagen skal altså bidrage med et svar på teaseren.

Gør man andet (enten clickbait eller noget “pjattet” frem for mere professionelt), skal man være klar på at få irriterede kommentarer retur.

Marketingtips

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips til din markedsføring 3-6 gange årligt. 



Check din mailboks for bekræftelse af tilmeldingen!