Kæmper du med Facebook reach i 2019? Er du i tvivl om, hvordan du kommer ud over stepperne med dine Facebook opslag? Læs mere om, hvordan du kan øge din Facebook rækkevidde i dette indlæg!
Facebook reach i 2019 kræver en stadig større indsats. Egentlig virker mange af de elementer, der var effektive i 2018, fortsat i 2019. Der er dog alligevel et par markante forskelle.
Et af de helt store spørgsmål her i 2019 (som alle andre år) er kvalitet versus kvantitet; Er det vigtigst at poste gode og relevante ting på Facebook, eller handler det bare om at smide så mange indlæg som muligt op.
Hvor mange indlæg skal du poste for at få optimal Facebook reach i 2019? Det er der ikke et simpelt svar på. Du er nemlig nødsaget til at prøve dig frem. Ét godt indlæg kan gøre en verden til forskel. Men om det er dit “gode kvalitetsindlæg”, der har krævet en masse arbejde, eller dét du spontant smed op en tirsdag aften, der boner ud… dét kan man ikke gennemskue.
Hvilken type indlæg giver bedst Facebook reach i 2019?
Nogle vil påstå, at de kan de snildt lure, hvad et indlæg skal indeholde for at give optimal Facebook reach i 2019. Og, bevares, der findes da også statistik, der kan pege dig i den rigtige retning.
Alligevel er det så mange ting, der kan gå galt med selv det bedste indlæg. Måske smider du det ud netop, som der udskrives valg, eller en stor personlighed er død! Disse ting kan vælte de sociale medier fuldstændigt, så alt andet nærmest forsvinder i mængden.
Du skal dog have en plan og jævnligt sørge for at poste nye indlæg på din Facebook side. Ellers vil din rækkevidde lynhurtigt blive nær nul. Det vigtigste for ethvert indlæg på Facebook er nemlig “handling” fra andre brugere.
Vigtigst af alt…
Du skal have Facebook brugerne til at tage action.
- Et “like” er godt
- En kommentar er bedre
- En deling af dit opslag er bedst
Naturligvis skal du allerhelst have alle tre ting, og så er dit indlæg ren guf for din rækkevidde.
Men det kan jo godt ske, at dit indlæg med nærmest viral effekt er fuldstændig ligegyldigt for din forretning. Hvis nu det “bare” var det spontane og kække indlæg, du smed op en tirsdag aften. Et det tilfældet, så skal der smedes, mens jernet er varmt.
Du skal være klar på en dialog
Du kan f.eks. skynde dig og tilføje mere tekst i din opslag med et link til din hjemmeside eller en opfordring til at følge siden på Facebook. Såfremt det er relevant (og ikke virker “stalker”-agtigt), kan du også med fordel gå ind og interagere med dem, der kommenterer på dit opslag.
Dette er især vigtigt, hvis der er brugere, der stiller spørgsmål. Så skal du virkelig være på pletten og indgå i den dialog, de nu har lagt op til.
Er du ikke klar på det, så skal du finde et spejl, kigge dig selv dybt i øjnene og spørge: Er jeg overhovedet interesseret i at bruge Facebook til min virksomhed her i 2019?
Hvis du ikke vil være aktiv på de sociale medier, så drop det. Brug din energi et andet sted.
Husk, hvis du ikke vil kommunikere med brugerne på Facebook, så skal du i hvert fald ikke gå i gang med annoncering på Facebook. Her vil ofte også komme spørgsmål og kommentarer fra andre brugere (gode såvel som mere spydige), der kræver, at du aktivt indgår i en dialog eller rydder op i kommentarsporet.
Måske du så i stedet skal smide nogle penge efter Google Ads annoncering eller lægge kræfterne i at skrive nogle gode nyhedsbreve.