Er du i tvivl om, hvordan du får nyhedsbrevtilmeldinger efter GDPR er trådt i kraft fra 25. maj 2018? Så har vi et par gode tips og idéer til dig her!

Nyhedsbrevtilmeldinger, sign-ups, leads… ja, kært barn har mange navne. Det hele handler dog om at skabe en modtagerliste (eller mailingliste, om man vil), som du kan sende e-mails til efterfølgende.

Og om du kalder disse e-mails for “nyhedsbreve”, “e-mail markedsføring” eller noget helt tredie (såsom vores eget “markedsføringstips”) er egentlig ligegyldigt.

Det vigtige i forhold til GDPR er at have en aktiv tilladelse til at fremsende disse e-mail. Herunder ligger også, at du har forventningsafstemt, hvilken type indhold disse e-mails kommer til at omhandle.

En vigtig del af nyhedsbrevtilmeldinger er derfor kommunikationen.

Du skal have en aktiv accept eller tilladelse fra en bruger, før du må fremsende disse e-mails. Du skal derfor også kunne dokumentere, at du har modtaget denne – inklusiv hvordan og hvornår. Og det skal naturligvis være utrolig nemt for modtageren efterfølgende at afmelde sig mailinglisten igen.

Vend kommunikationen på hovedet

Tidligere har teasere til nyhedsbreve ofte haft en ordlyd i stil med “Du får en gratis X, hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev”.

Denne form for kommunikation vil i forhold til GDPR være i den meget mørke del af gråzonen. En “tilmelding” vil nemlig så omhandle den gratis X og kun sekundært nyhedsbrevet. Dermed er der ikke direkte givet en accept til at modtage nyhedsbreve. Dette kan dog fikses ved at tilføje en “Ja tak, jeg vil gerne modtage jeres nyhedsbrev”-boks, som brugeren selv aktivt skal afkrydse.

Men hvorfor ikke bare vende kommunikationen på hovedet, så det handler om nyhedsbrevet. Det er jo nyhedsbrevet, det hele handler om, så lad os bare få svesken på disken og kalde en spade for en spade.

Du bør derfor skrive “Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, får du også en gratis X”.

Dermed omhandler kommunikationen primært tilmelding til dit nyhedsbrev, mens den “gratis X” nu blot er noget, der følger med nyhedsbrevet. Og ja, du skal fortsat også have en boks, hvor brugeren aktivt afkrydser en boks og klikker på en knap, der hedder noget i stil med “Tilmeld”.

Dobbelt opt-in er vejen frem

Helt optimalt er det dog, at dit nyhedsbrevsystem har indbygget dobbelt opt-in. Det betyder, at når brugeren tilmelder sig dit nyhedsbrev, så afsendes en mail automatisk fra nyhedsbrevsystemet. Denne mail beder brugeren om at bekræfte sin tilmelding. Først derefter er brugeren blevet tilmeldt nyhedsbrevet. Hvis ikke brugeren gen-bekræfter (foretager en “Dobbelt opt-in”), så er vedkommende ikke tilmeldt din mailingliste.

Nyhedsbrevsystemer som MailChimp og Ubivox (som vi normalt arbejder med og anbefaler) har denne funktion indbygget.

Glem samtidig alt om opt-out. Det er metoden, hvor man “automatisk” tilmelder nogen til eksempelvis et nyt nyhedsbrev, fordi de har deltaget i en konkurrence, hvorefter brugeren selv skal melde sig ud (altså foretage en “opt-out”). Med GDPR er det slået fast med syvtommer søm, at brugeren selv ejer sine data og bestemmer, hvorledes disse skal bruges.

Har brugeren ikke selv aktivt tilmeldt sig noget, så er det per 25. maj 2018 ikke tilladt at sende nyhedsbrev til dem.

En salgsmail er ikke en service

Uanset hvor mange gange, en kunde har handlet med dig, så har du ingen ret til at fremsende nyhedsbreve, som modtageren selv skal afmelde, såfremt de ikke ønsker at modtage disse.

Det betyder naturligvis ikke, at du ikke må sende en ordrebekræftelse eller -status til vedkommende. Men du må absolut ikke begynde at sende dem nyhedsbreve, hvis ikke de udtrykkeligt (og aktivt) har bedt om dette.

Tænk det omvendt!

Brugeren skal selv tilmelde sig, så du efterfølgende har konkret bevis (i dit nyhedsbrevsystem eller CRM løsning), der viser, hvornår og hvordan modtageren har afgivet accept.

Du skal derfor hele tiden tænke en proces ind, hvor brugeren aktivt tilmelder sig dit nyhedsbrev.

Har du en række e-mailadresser efter at have gennemført f.eks. en konkurrence eller survey, kan du eventuelt sende en mail ud med information om vinderne eller surveyresultatet. Og i den forbindelse kan du passende opfordre modtagerne til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

“Men så får jeg jo ikke lige så mange nye leads” tænker du måske.

Og det har du helt ret i. Til gengæld vil det være lovlige og langt mere kvalificerede leads, du får ind på din mailingliste.

På den måde er det faktisk en win-win situation! Når det gælder e-mailmarkedsføring, så er kvantitet naturligvis god at have, men kvalitet er langt bedre og bør under alle omstændigheder være dét, du jagter.

Marketingtips

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips til din markedsføring 3-6 gange årligt. 



Check din mailboks for bekræftelse af tilmeldingen!