Har du en hjemmeside, så skab indhold Google kan lide. Det er vejen frem, hvis potentielle kunder skal finde din hjemmeside.

Når din hjemmeside kommer frem i Google, så følger kunderne…

Google kan være en fantastisk trafikskaber, men det kræver, at du laver indhold, Google kan lide. Derfor bliver indholdet på din hjemmeside altafgørende, når Google skal finde din hjemmeside.

Helt konkret handler det om, at du skal sikre, Google kan forstå indholdet på din hjemmeside. Når dette er på plads, så ved algoritmerne (selve maskineriet) i Google, hvornår det er netop din hjemmeside, der skal komme frem ved en søgning.

Er du snedker og har en hjemmeside, der omhandler dit snedkeri, så skal du gerne komme frem, når en person har brug for en snedker. Til gengæld er det ikke nødvendigt at komme frem, når en person skal bruge en advokat.

Derfor er det vigtigt, at indholdet på din hjemmeside tydeligt fortæller Google – og de brugere, der besøger din hjemmeside – hvad du og din virksomhed konkret kan hjælpe med.

For at gøre det så præcist som muligt, så er første skridt at kunne definere dette:

Hvad sælger jeg?

Er det en ydelse eller et produkt? Og dernæst; Hvad er den konkrete ydelse eller det konkrete produkt?

Når du ved dette, så skal du sætte dig selv i kundens sted; Hvad ville jeg søge på, hvis jeg skulle bruge dette produkt/denne ydelse?

Til det formål kan du forsøge med nogle Google søgninger, og se hvilke resultater, der kommer frem – samt, ikke mindst, hvor mange resultater. Derudover kan du også bruge Google keyword tool til formålet.

indhold Google kan lide

Søgeord vs Søgesætninger

Det første og bedste råd, vi kan give herfra er følgende: Glem de generiske søgeord.

Hvis folk laver søgninger på kun ét ord, så er det alligevel ofte bare en stavekontrol eller definition, de er ude efter.

Hvad hjælper det at ligge nummer 1 på søgeordet “freelance”, hvis du er “freelance tekstforfatter”, og søgeren i virkeligheden søger en “freelance fotograf”. Allerede når to ord indgår i en søgning, er denne blevet mere specifik.

Derfor skal du også gå efter søgesætninger og ikke søgeord, når du skal skabe indhold til din hjemmeside.

Når du arbejder udfra en søgesætning – eller et mere specifikt søgebegreb såsom “freelance fotograf” fremfor kun “freelance” – så kan du skrive mere specifikt og relevant indhold.

Med det rette udgangspunkt kan du skabe det indhold, Google kan lide.

Så bliver det nemlig tydeligt, at brugerne bedre kan lide det, de finder, når de besøger din hjemmeside. Google ser blandt andet på, om brugeren vender direkte tilbage til søgemaskinen, eller om de bliver på din hjemmeside, fordi de har fundet lige præcis det, de søgte.

Når du leverer relevant indhold til de brugere, som Google får sendt videre til dine hjemmeside, så giver det plus på SEO-kontoen. Og dét er noget, vi kan lide!

Det absolut vigtigste ved dit SEO arbejde: Glem fokus på ét søgeord og fokusér på søgesætninger – det giver større chance for at levere relevant indhold, Google kan lide, så potentielle kunder finder din hjemmeside.

 

De 7 nøgler til indhold, Google kan lide

Når du har styr på, hvad du reelt kan levere til dem, der besøger din hjemmeside, så er du klar til at gå i gang med det egentlige benarbejde.

Følg disse 7 trin, når du skaber indhold til din hjemmeside. Så er du på rette vej…

1. Find et emne, du gerne vil findes på

Hvis du er snedker, så kunne det passende være at skrive om et relevant område, som du er ekspert på. Dette skal danne grundlæg for din fokussøgesætning. Det kunne være “snedkerkøkken på budget” eller måske “indbygget garderobeskab”

2. Skriv en overskrift, der indeholder søgeordene/søgesætningen

Når du har din søgesætning (eller dine fokus søgeord) på plads, så skal dette arbejdes ind i indholdet. Og det gælder uanset om det er en side, et blogindlæg, et produkt eller noget helt fjerde på din hjemmeside.

3. Lav en introduktion, der indeholder søgeordene/søgesætningen

For at Google – og de potentielle besøgende på din hjemmeside – hurtigt skal blive fanget, så sørg for at have søgesætningen med helt i starten. Gentagelse er nøglen, men det skal under ingen omstændigheder overdrives. Det skal give mening og være relevant. Og ved at nævne fokus søgeordene igen i introen (om så du vil kalde det en manchet eller underoverskrift) viser du både Google og brugerne, at indholdet matcher overskriften (som jo også indeholder søgesætningen).

4. Skriv minimum 300 ord

Reelt kan 150-200 ord også gøre det.  At komme op på de 300 ord gør klart en forskel, men det er ikke altafgørende. Det vigtigste er – igen, igen – at indholdet er relevant og giver brugeren det, de har besøgt din side for at finde.

Og det skal også nævnes, at der er flere overbevisninger i forhold til SEO. Nogen har en nærmest religiøs tilgang til, hvad man må og ikke må. Vi ser på, hvad der virker, og arbejder videre ud fra dette. Af samme årsag omhandler dette indlæg kun indhold, og intet om linkbuilding, der er en anden strategi, mange sværger til.

5. Lav korte sætninger – max. 20 ord.

Det danske sprog kan være en svær størrelse, når det handler om at holde sætninger korte. Det er heller ikke fordi, du skal lave indhold, der kun består af korte sætninger. Husk dog på, at det er anstrengende at læse på en skærm. Derfor er det en fordel at give præcis og konkret information. Det er relevant og informativt for brugerne, så de hurtigt kan komme videre til et køb eller kontakt til dig.

6. Lav underoverskrifter

Undgå store tekstblokke, og lav meget gerne underoverskrifter. Du bør aldrig have mere end 250-300 ord under én overskrift. Skriver du længere indhold, så sæt underoverskrifter ind.

Faktisk bør du gøre dette under alle omstændigheder, da det gør det lettere for brugere at skimme din side og straks se, om indholdet er relevant. Desuden hjælper det også, når Google robotterne gennemgår indholdet på din hjemmeside. Underoverskrifter fortæller Google, at indholdet er overskueligt og letlæseligt for brugerne.

7. Brug billeder og sæt ALT-tekster på

Det er ikke kun tekst, folk søger på. Mange kan også bruge billedsøgning, når de leder efter et produkt – eller inspiration til en ydelse, som f.eks. design af et snedkerkøkken.

Derfor er det vigtigt, at du også får tilføjet billeder til dit indhold. Det inspirerer og informerer samtidig med, at billeder bryder teksten. Dette gør det lettere for brugerne at læse og forstå indholdet.

Og så hjælper det Google til at kunne få dine billeder frem under billed-søgning, hvis du har tilføjet nogle ALT-tekster til billederne.

Ja, så nemt er det faktisk!

Men vi kommer ikke uden om, at det altså er noget, der tager tid. Og ja, det er noget, du løbende skal følge op på og arbejde videre med.

Men heldigvis er det også hele tiden selvforstærkende.

Når du konsekvent skriver relevant indhold, der leverer det, som brugerne i Google søgemaskinen leder efter, så får du stadig flere “plus point” hos Google.

 

Hvem ligger nr. 1 i Google? Det afhænger af øjnene, der ser!

Husk nu endelig på, at der er ikke noget, der hedder at ligge nr. 1 i Google.

Der er gennemsnitsbetragtninger, men ikke noget definitivt svar.

Alle søgeresultater er nemlig baseret på den enkelte brugers historik. Både i forhold til tidligere søgninger og aktivitet på internettet generelt.

Derfor bør du lave en “inkognito” søgning, når du skal se, hvordan din hjemmeside klarer sig i søgemaskinerne.

Og man kan naturligvis argumentere, at det heller ikke er optimalt, da mange trods alt har noget søgehistorik i deres browser. Eller endda er tilknyttet et Google login, som måler historik og aktivitet på tværs af mange enheder [computer, smartphones og tablets].

Det er dog (trods alt!) bedre at være anonym i en tjek-søgning, end at farve resultatet med din egen søgehistorik. Den vil nemlig nok favorisere både din egen virksomhed og de konkurrenter, du tidligere har kigget på.

Dermed kan den skabe et billede, som på ingen måde reelt matcher en potentiel kunde, der søger efter dit produkt eller din ydelse for første gang.

 

God arbejdslyst med at skabe dit eget indhold – hvis du får brug for professionel hjælp, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os.

Marketingtips

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips til din markedsføring 3-6 gange årligt. 



Check din mailboks for bekræftelse af tilmeldingen!